Gå til hovedindhold

Oplandspuljen

Oplandspuljen indeholder i alt 50 mio. kr. og er finansieret via Aarhus Kommunes investeringsplan 2024-2033.

Indhold

    I forligsteksten om Oplandspuljen lyder det blandt andet:

    "Der afsættes 10 mio. kr. årligt i 2024 til 2033 til øget medborgerskab, deltagelse, engagement og (by)udvikling, der forener ildsjæle, beboere, lokale byudviklere, erhvervsdrivende, kulturaktører og kommune. Overordnet er formålet at udvikle lokalområderne uden for Ringvejen og i oplandet samt styrke samarbejdet mellem borgere, politikere og kommune – blandt andet via lokale deltagerbudgetter. Formålet er mere konkret at understøtte og udvikle fysiske mødesteder, byrum, mindre veje og sti-projekter mv., der fremmer sammenhængskraft, fællesskab og et rigt lokalt kulturliv. De fysiske mødesteder kan både være permanente eller midlertidige. Det kan være udnyttelse af nuværende (tomme) lokaler, ombygning eller nybygning. Fokus er på bæredygtige løsninger, der kan rumme mange forskellige funktioner, der kommer lokalområderne til gavn. Puljen vil også kunne bringes i spil som medfinansiering til andre projekter, der finansieres af rammerne til udbygning af den offentlige velfærd i øvrigt. Herved kan udbygning af velfærden tænkes sammen med andre behov i lokalsamfundet og målet er, at de ekstra midler sammen med det lokale engagement kan skabe et løft i lokalområderne." 

    Det er politisk besluttet, at Oplandspuljen i høj grad skal udmøntes som deltagerbudgetter.

    Med budgetforlig 2025 er Oplandspuljen reduceret fra de oprindeligt 10 mio. kr. årligt i 2024-2033 til 4,77 mio. kr. årligt i 2025-2033.

    Når Oplandspuljen udmøntes, for eksempel som et deltagerbudget, så tages der altid udgangspunkt i fleksible løsninger, som er tilpasset og afstemt efter de lokale perspektiver og lokale borgeres viden, idéer og behov.

    Det gennemgående fokus for arbejdet er at lægge beslutningskraft, ansvar og drift ud til borgerne for at skabe både de bedste resultater og skabe mest mulig lokal værdi for midlerne i Oplandspuljen. De lokalområder med tilhørende fællesråd, som indgår i arbejdet med Oplandspuljen, er de 18 fritliggende lokalsamfund i Oplandet uden for Ringvejen.

    På nuværende tidspunkt er der igangsat aktiviteter med midler fra Oplandspuljen i de markerede lokalområder på kortet:

    Hvordan udmøntes Oplandspuljen

    Oplandspuljen udmøntes ikke efter en fast fordelingsnøgle. Den kan både udmøntes ved direkte bevillinger og som deltagerbudgetter. For at modtage penge fra Oplandspuljen skal initiativerne:

    • Imødekomme lokale borgeres ønsker og behov, og borgerne i Oplandet skal kunne se deres udfordringer og ambitioner prioriteret og løst.
    • Understøtte lokal udvikling og medborgerskab.
    • Understøtte borgernes muligheder og forudsætninger for at tage medansvar for den lokale udvikling og det lokale samarbejde, som det også er beskrevet i Aarhus Kommunes medborgerskabspolitik.

    Aktiviteter med Oplandspuljen

    På nuværende tidspunkt har ti lokalområder modtaget ressourcer fra Oplandspuljen til lokale initiativer. De fremgår af aktivitetsoversigten herunder:

    Flere lokale initiativer vil blive igangsat i løbet af sommer og efterår 2024.

    Derudover er 40 prioriterede ønsker fra fællesrådene samlet på en bruttoliste med initiativer og deltagerbudgetter, som der løbende arbejdes videre på i hele udmøntningsperioden fra 2024-2033.

    Samarbejdsmodel for arbejdet med Oplandspuljen

    Til udmøntningsarbejdet for Oplandspuljen er der i samarbejde med fællesrådene udviklet en samarbejdsmodel.

    Det er en samarbejdsmodel, hvor borgere og de lokale fællesråd i tæt samarbejde med Aarhus Kommune hele tiden har mulighed for at vende tilbage og tilpasse ønsker, idéer og behov. Modellen muliggør, at de lokale aktører, fællesråd og kommune løbende og undervejs i kortlægningen kan prioritere, tilpasse og kvalificere indsatserne.

    Hvem udmønter Oplandspuljen i Aarhus Kommune

    Innovation og Medborgerskab i Borgmesterens Afdeling er ansvarlig for udmøntning af Oplandspuljen og har sammen med fællesrådene gennemført et omfattende kortlægningsarbejde, der beskriver lokale ønsker, idéer og behov, som falder inden for Oplandspuljens rammer.

    I arbejdet lægges der vægt på at gribe borgenes ideer og engagement og samarbejde på tværs af fagligheder og organisatoriske rammer, for tilsammen at skabe mest mulig værdi for og med borgerne.

    Den politiske forankring af Oplandspuljen er i Økonomi og Erhvervsudvalget.

    Alle borgere i oplandet har mulighed for at bringe deres perspektiver og ønsker ind i samarbejdet omkring udmøntning af Oplandspuljen. En oplagt vej for borgerne at gå er via de lokale fællesråd. Fællesrådets opgave er at være talerør og repræsentant for hele deres lokalområde og viderebringe ønsker i samarbejdet omkring udmøntning af Oplandspuljen. Fællesrådene er også Innovation og Medborgerskabs hovedindgang til lokalområderne i Oplandet.

    Alle borgere kan også kontakte Innovation og Medborgerskab direkte med idéer, forslag, ønsker og lokale perspektiver på udmøntningen.

    Sidst opdateret: 19. november 2024